Patruljekassen

Før sommerferie handlede jubilæumshistorien om nogle af de sommerlejre vi har haft gennem de 50 år. Nu har du måske selv været på sommerlejr og oplevet nogle af de ting, som mange Stifindere før dig har prøvet og oplevet, og I har helt sikkert også prøvet nogle nye ting. På den måde er spejderlivet hele tiden en blanding af nye og gamle ting.

Det med at lave bål og sove i telt er nogle af de ældste lejrfærdigheder, som har været dyrket, siden spejderbevægelsen blev startet, men det udstyr, man har at gøre godt med, har ændret sig. Et kig ned i materialekassen fortæller sin helt egen historie om spejdere og spejderliv.

Den model gule patruljetelte, vi bruger, har været brugt alt den tid, Stifinderne har eksisteret. De første modeller var lavere og kortere, og oversejl var kun noget pigespejderne brugte (som du måske husker, så var der kun drenge i Stifinderne indtil 1972). Selvom det er mange år siden, de sidste af de gamle patruljetelte blev pensioneret, så er det stadig undskyldningen, når man ikke kan få tingene til at passe sammen, at det er fordi, der er blevet blandet nyt og gammelt sammen. De ældste af de “nye” patruljetelte er nu ikke så nye mere, de ældste er over 30 år gamle, men med lidt syning hist og her så holder de endnu, - er det mon fordi, de ikke bliver brugt så meget mere ?

Det med oversejlene var som nævnt noget, der kom ind i forbindelse med sammenlægningen med pigerne. I starten afviste drengene bruge oversejl, -”rigtige spejdere bruger ikke oversejl”, men efterhånden kom både oversejl over overliggere med også i drengenes patruljeudrustningen, - det var jo meget rart når det ikke regnede ind.

Vi har gennem årene haft mange andre mere eller mindre mærkelige telte. Indtil sammenlægningen med pigerne havde Stifinderne kun haft de almindelige patruljetelte, men med pigerne kom “køkkentelte” og materialetelte, som gik under øgenavnet  “hundehuse”. Køkkenteltene var nogle høje, hvide, firkantede telte som hurtigt forsvandt. Materialeteltene var små hvide telte i forskellige modeller. Et af dem var et meget specielt halvrundt telt med kun en indgang, det blev med stor fornøjelse fundet frem, når spejderne på et natløb skulle slå et telt op i mørke. Det har givet anledning til en sund latter at se spejderne stå og fumle efter den anden indgang, og når de ikke har kunnet finde den, har de troet, at teltet var ligesom et cirkustelt  hvilket bestemt ikke gjorde løsningen af opgaven nemmere eller mindre underholdende.

Stifinderne har også gennem de senere år forsøgt sig med forskellige former for fjeld- og letvægtstelte, for helt ærligt så vejer sådan et patruljetelt temmelig meget, ikke mindst når det er vådt. Indtil nu har erfaringen med de afprøvede modeller været, at de ikke kan holde. Typisk holder de 2-3 år, og det gælder både for de dyre og de billige, så derfor slæber vi stadig rundt på de gode gamle gule patruljetelte. Undtagelsen er måske de runde hvide “cirkustelte”, som vi indførte i 1985. De har været gemt væk og fundet frem flere gange, men der en del ting de er gode til, så måske er de kommet for at blive.

Hvad kan materiale- eller patruljekasserne, som de kaldes til daglig ellers fortælle om spejderlivet.

Kasserne i sig selv er også noget pigerne tog med ind i Stifinderne. Drengene havde et patruljeskrin og så slagbænke til at opbevare udstyret i nede i hytten. Når man var på tur, så havde man grejet i eller udenpå rygsækken. Grunden til at meget af grejet hang udenpå rygsækken var, at rygsækkene for det meste var nogle underlige små pæreformede grå lærredssække med et trekantet stålstativ. Netop på rygsæksområdet er der heldigvis sket meget de sidste 50 år, ikke bare er sækkene og bæresystemerne blevet meget bedre, rygsækkene er også blevet relativt billigere og udvalget mange gange større.

De patruljekasserne pigerne havde var nogle gode solide kasser lavet af brædder. De kunne holde til turen, men to minier kunne knap løfte kassen, når den var tom, så til korpslejren i 1985 besluttede vi, at vi ville have nye kasser. Det blev dem, vi har i dag. Der er lavet to serier. De første blev lavet af nogle energiske ledere en steghed sommerdag under ølstrejken i 1985, den anden serie er lavet af en lidt mere fingernem forældre i løbet af den efterfølgende vinter, -  der er i alt 12 kasser, som både er stærke og til at bære

Økserne ser ud som de altid har gjort, her er et værktøj som ikke har udviklet sig meget siden jernalderen, så det må siges at være et design med en vis succes. Save var ikke noget drengene gjorde sig så meget i. Ofte havde man ingen og hvis man endelig havde, var den tit ikke med for man skulle som nævnt selv slæbe det hele. Hvis man endelige havde en sav så var det en foldesav, - et ca. 30 cm. lang træskaft hvor klingen kunne folde ned i. De var ikke særlig gode og da også været forsvundet i mange år, men de er underligt nok begyndt at dukke op i butikkerne igen. Bøjlesave var også noget pigerne indførte.

I det hele taget var pigerne langt bedre stillet på udstyrssiden end drengene. Drengene havde en ting som pigerne ikke havde og det var pionergrej; tovværk, lejer og taljer. Svævebaner og karruseller er der bygget mange af gennem årene. Bygning af karruseller har gennem mange år været noget Stifinderne var rigtigt gode til, for selv om en karrusel kun består af en pind i jorden og et stort kryds der skal dreje rundt, så er der mange små tricks man skal lære og kende for at bygge en god karrusel.

Svævebaner er der også bygget mange af gennem årene, men lad os være ærlige Stifinderne har aldrig været så gode til svævebaner som til karruseller. I en del år var Stifinderne på juletur til Gillastig i Sverige, hvor en af aktiviteterne var at bygge svævebane. At lave bane er ikke så svært, man finder en passende skrænt og et passende stort træ for oven og for neden og så spænder man sit køretov op derimellem, - det er enkelt nok. Problemet kommer når man kommer ned for enden af banen, - hvordan bremser man? I Sverige brugt vi et bremsetov, det er en snor bundet fast til stolen, man skal blot huske nogle ting, -  blandt andet; at bremsetovet ikke bør være længere end køretovet, og at man skal beregne en vis bremselængde. Overholder man disse regler og et par stykker til, så er det faktisk rigtigt sjovt. Vi har faktisk bygget nogle rigtigt gode svævebaner både på Bornholm i 1973 og i Idum 1986.

Tilbage