Bliv spejder - læs mere her

Vil du gerne høre mere om at blive spejder og komme til et møde, så kig længere nede på siden og find den gren, som passer til dit barns alder.

I er altid velkomne til at komme forbi, når der er møde, og opleve, hvordan det er at være spejder.

Vi anbefaler, at man skriver eller ringer til lederne for at høre mere om spejderlivet.

Følg med på vores aktive Facebook-side for at se, hvad der sker i gruppen.

Hvis du er i tvivl om, hvem du skal skrive til, så kan du altid skrive til kontakt@stifinderne.net

Kontingent for familiespejder: 235 kr. pr. kvartal.

Kontingent alle andre: 385 kr. pr. kvartal.

Medlemsservice: Bruges til at opdatere information om spejder og forældre.

Bladet

Stifinderne har deres eget blad, som bliver udgivet hver måned. Her fortæller vi, hvad vi har lavet i grenene og hvad vi arbejder på som gruppe. Bladets redaktør er Akeela.

Bladet kan findes på følgende side: Stifinderen

Galleri

Vi vil meget gerne dele vores ture med jer, og derfor tager vi rigtig mange billeder, som vi lægger op på vores hjemmeside.

Alle billederne bliver kontrolleret 2 gange for at sikre, at vi kun lægger billeder op, som vi har fået lov til. Hvis der er et billede, som du ønsker, at vi skal fjerne, så kontakt os på Kontakt@stifinderne.net

Hele galleriet kan findes her

På lejrtur

Årets ture - 2024

• Uge 42 - PLan for Troppen
• 8-10/11 - Nissetur for alle
• 30/11 - Julemarked for alle

For mere information: Kig på Medlemsservice eller tag fat i din nærmeste leder

Pakkeliste til ture

• Rygsæk
• Sovepose, lagenpose
• Lagen (hyttetur) eller Liggeunderlag (telttur)
• T-shirt
• Et par bukser
• Undertøj
• Strømper
• Tykke sokker
• Sweater (eller fleece)
• Regntøj
• Lygte
• Spisegrej (Bestik, krus, en dyb og en flad tallerken)
• Viskestykke
• Toiletgrej og håndklæde
• Indendørssko (Hyttetur)
• Evt. medicin, kompas, sangbog, dolk (HUSK: dolken skal være i rygsækken, når vi rejser).
  

Der rejses i uniform med tørklæde samt fodtøj og overtøj tilpasset årstiden.

For mere information: Tag fat i din nærmeste leder

God påklædning

”Der findes ikke dårligt vejr kun forkerte klæ’r”

…. men hvad er så rigtige klæ’r?

Desværre findes der ikke et enkelt svar på dette spørgsmål, men vi vil her gerne give nogle bud på, hvad du skal tænke på, inden du tager af sted.

Vi mennesker har det bedst, når legemstemperaturen er tæt på 37 grader. Vi kan hverken lide at blive for varme eller for kolde.

Her er nogle råd til, hvad du skal tænke på, når det er koldt:

Tjek vejret før du tager hjemmefra - ikke kun lige nu, men i hele den periode du skal være væk. Vejret kan skifte både over dagen og fra dag til dag. Husk at vind og regn eller sne får det til at føles koldere.

Lag på lag: Tag flere lag tøj på. To tynde lag varmer bedre end et tykt lag. Tøj, der strammer reducerer blodomløbet og isolerer dårligt. Det er luften i og mellem tøjet, der isolerer (gælder også fodtøj).

Varmt tøj inderst – vind- og vandtæt yderst. Start med strømpebukser/ lange underbukser/skiundertøj og undertrøje. Herefter sokker, bukser, bluse, uniform og trøje/fleece. Til sidst overtræksbukser, jakke og støvler.

Hold dig tør: Det gælder om at undgå fugtighed – ligegyldigt om den kommer indefra eller udefra. Brug rigtigt regntøj, når det regner. Vandtætte jakker er sjældent regntætte, når det virkelig går løs. Gummistøvler med ekstra såler og gode sokker kan ofte være bedre end vinterstøvler, der ikke kan tåle en hel dag i vand og mudder.

Husk hue – halvdelen af den varme du mister, afgiver du fra hovedet. Brug tørklæde og vanter– de kan pakkes væk, hvis du får varmen. Husk at have ekstra vanter og sokker med i rygsækken.

Varmt og vind- og vandtæt tøj behøver ikke være dyrt. Tænk kreativt og langsigtet.

Tøjet må hellere være for stort end for småt. Det vigtigste er regntøjet. Er det for småt, kan det ikke ventilere, og så bliver du våd indefra.

Husk navn i alt dit tøj. Det bliver det ganske vist ikke varmere af, men det er lettere at finde.

Stifindernes Støtteforening

Hvem er vi ?

Stifindernes Gruppes Støtteforening er en forening af nuværende og tidligere Stifindere samt andre, der har lyst til at støtte spejderarbejdet i Stifinderne.

Hvad laver vi ?

Stifindernes Gruppes Støtteforening støtter Stifinderne økonomisk.

Der ydes hjælp til investeringer og i særlige tilfælde til ture og arrangementer.

Stifindernes Gruppes Støtteforening laver forskellige arrangementer for såvel støtteforeningens som for Stifindernes medlemmer.

Stifindernes gruppes Støtteforening laver ca. 4 arrangementer om året.

Stifindernes spejdernavne

Stifindernes historie

I anledning af stifindernes 50 års jubilæum har Chui udarbejdet fortællinger om gruppen

Sådan startede gruppen

Det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at Stifinderne til næste år har 50 års jubilæum, men hvordan startede det egentlig, og hvordan er vi havnet der, hvor vi er i dag.

Den første spejdertrop i kommunen hed Kastrup-Tårnby Trop. Som navnet fortæller optog man drenge fra både Kastrup og Tårnby, men kun drenge. Pigerne havde deres egen trop.

Under den 2. Verdenskrig og årene umiddelbart derefter blev der født mange børn i Danmark. For at skaffe plads til de unge familier, blev der bygget mange nye boliger, blandt andet i Kastrup og Tårnby. Derfor steg antallet af børn og unge i Kastrup, og i 1953 var der så mange spejdere i Kastrup-Tårnby Trop, at man kunne starte en ny trop. Den nye trop kom til at hedde STIFINDERNE.

Stifinderne boede de første år sammen med Kastrup-Tårnby Trop i deres hus i Anlægget Kastrup Fremme. Anlægget Kastrup Fremme er den lille lund, der ligger mellem Oberst Kochs Allé og Th. Philipsensvej. Dengang var Lunden, som den også kaldtes, meget større end den er i dag, så der var god plads til spejderarbejdet.

Derefter havde Stifinderne i nogle år til huse i en lade på Nordmarksvej på hjørnet af Syrefabriksvej, der hvor Vægterparken ligger i dag.

I slutningen af halvtredserne flyttede Stifinderne til deres eget hus i Lunden. Stifinderne var således i mange år naboer til Kastrup-Tårnby Trop. Det er måske lidt mærkeligt at tænke på, at to spejderhuse lå sådan lige ved siden af hinanden, men sådan var det dengang, og for det meste fungerede det ganske udmærket. I slutningen af tresserne skulle Lufthavnen (igen) udvide, og Stifinderne stod nu og manglede et sted at bo. Som en slags held i uheld var Richard Løvehjerte Trop på Gl. Kirkevej tæt ved at lukke, så Stifinderne overtog resterne af Richard Løvehjerte Trop og flyttede til Gl. Kirkevej.

Kort efter, at Stifinderne var flyttet til Gl. Kirkevej, begyndte et samarbejde med pigerne i Tårnby Trop. De havde til huse længere nede af Gl. Kirkevej bag Lille Kastrupgård (overfor fritidshjemmet), men da de blev “hjemløse” i 1972, flyttede de sammen med Stifinderne, og de to grupper blev kort efter slået sammen. Siden 1972 har Stifinderne været en blandet gruppe med både drenge og piger.

I 1996 var den gal igen. Stifindernes hus på Gl. Kirkevej måtte vige pladsen for Øresundsforbindelsen. Efter et år som “gæster” hos de grønne spejdere på Listedvej, kom Stifinderne igen under eget tag i det hus, hvor vi bor i dag.

Historien om vores blad

I december-udgaven af bladet kunne du læse om Stifindernes start og om, hvor gruppen har boet i de 50 år. I løbet af året vil der komme flere historier fra Stifindernes første 50 år.

Stifindernes første blad udkom i december 1953, altså godt to måneder efter, at gruppen var startet. Dengang hed bladet “Tomahawken”, et navn det beholdt frem til sammenlægningen med pigerne fra Tårnby Trop i sommeren 1972. Herefter skiftede navnet til Stifinderne/Tårnby Trop. I november 1974 blev der udskrevet en konkurrence om et nyt navn til bladet, men først fra november 1975 kom bladet fast til Stifinderen, som det har gjort lige siden. Det udseende bladet har i dag, med bjælken med navnet og en skiftende forsidetegning, kom til allerede i marts 1980.

Det er sjovt at læse de gamle blade, for det fortæller meget om, hvordan det var at være spejder dengang, men man kan også se, at tingene trods alt ikke har forandret sig så meget, som vi ofte går og tror. Alt det om, at det var bedre i “gamle dage” eller “da jeg var barn”, holder ikke helt. Af det første blad kan man se, at det også dengang kneb specielt troppen at huske at komme til møder og ture.

En anden ting, man kan læse om i det første blad, er Nytårsparade. Nytårsparade var en fast tradition i mange år. Her mødtes alle spejdere i divisionen. Specielt for Nytårsparaden i 1954 var, at det var her Amagerland Division blev skilt ud fra Axelstad Division. Det var samtidig første gang vores grønternede tørlæder blev vist frem.

I mange år foregik Nytårsparaden i Amagerland Division i Tårnby Kirke. Højdepunktet ved Nytårsparaden var nok for de fleste spejdere uddelingen af mødeknapper - specielt for dem, der skulle have “guld”. - At komme frem foran hele divisionen og få sin mødeknap som tegn på at man gennem hele året havde deltaget i alle ture og møder. Det var næsten som at vinde Olympiaden.

I Amagerland Division forsvandt Nytårsparaden i 1969, men dele af den nuværende Amager Division holder stadig traditionen i hævd.

Alt det vi har bragt med os (1)

I december og januar bladet har du kunnet læse om, hvordan Stifinderne har flyttet rundt, om vores blad og andre af de ting, der er sket i og omkring Stifinderne i de seneste 50 år. Denne historie handler om nogle af de ting, vi har slæbt med os gennem årene, hvor de kommer fra eller hvorfor de er havnet hos os.

Når man kommer til Stifindernes nuværende hytte på Nordstjerne Allé, møder man allerede ude på pladsen de første ting, som har fulgt gruppen gennem mange år.

Det første man møder er den store sten, der står på pladsen,- ja i virkeligheden er det ikke det første, for cykelstativerne ude ved hegnet har vi haft med fra Gl. Kirkevej, hvor de stod, da vi overtog hytten i 1969, så de har været brugt til spejdercykler i mange år.

Men stenen, eller Rådsklippen om man vil, har taget turen med fra Gl. Kirkevej. Stenen dukkede frem, da man gravede ud til den gamle Lufthavnsmotorvej. Nogle af de spejdere, der på samme tid gik og byggede på hytten på Gl. Kirkevej, tænkte, det der er ikke en sten, det er en rådsklippe, og så blev stenen sat af på grunden i et hjørne af bålpladsen.

Rådsklippe, - hvad er det nu lige en rådsklippe er ?

Dengang, før drengene og pigerne blev slået sammen, kaldte man drengespejderne for ulveunger indtil de som 12 årige rykkede op i troppen. Navnet ulveunge hang sammen med, at mange af de ting, man lavede, var taget fra Kiplings Junglebog altså historien om drengen Mowgli, der vokser op hos ulvene. Når ulvene skulle beslutte noget eller optage nye ulve i flokken, så foregik det på rådsklippen, og derfor spillede stenen eller rådsklippen en vigtig rolle i flokkens arbejde i mange år.

Da vi på et tidspunkt skulle udvide bålpladsen, prøvede vi at flytte stenen, men selvom vi gravede og trak, lod den sig ikke rokke, den vejer over 3 tons.

Da vi i 1996 skulle flytte fra Gl. Kirkevej, var der selvfølgelig mange ting, vi skulle have med, og Øresundsforbindelsen hjalp os. De undrede sig lidt, da vi sagde, at vi ville have stenen med, for vi kunne da få så mange store sten, vi ville, men det var dén sten, der skulle stå ved vores nye hytte, og det gør den så.

En anden sten med en lidt mere underlig historie er den “sten”, der sidder på hytten. Skiltet med stendyssen blev oprindelig lavet til divisionssommerlejren i 1977. Lejren hed “Dysselejren”, fordi den foregik i et område på Lolland, hvor der er mange stendysser. Efter lejren lå skiltet i mange år i vores skur på Gl. Kirkevej, og flere gange var det ved at blive smidt ud. På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi ville have et navneskilt på hytten, men da det kneb med både tid og penge, kom nogen i tanke om det gode store stykke vandfaste krydsfiner, der lå ude i skuret. Som en slags midlertidig navneskilt blev stenen malet om, og der kom til at stå Stifinderne på den. Det var faktisk planen, at vi skulle have et andet navneskilt. Det skulle være en planke lidt lige som den, der sidder på forsiden af bladet. Planken blev også anskaffet, men så skete der heller ikke mere, før klanen tog den og lavede et navneskilt til “Vaskeriet”.

Alt det vi har bragt med os (2)

Serien om Stifinderne i de sidste 50 år fortsætter her med at fortælle videre om de ting, vi har taget med gennem årene. Første del handlede om de ting, der står udendørs. Denne gang handler det mest om de ting, der er inde i hytten.

Selvom vores flyttelæs i 1996 kunne være i en 20 fods container, så er der alligevel mange ting, der er kommet med. De fleste gamle ting er samlet i det store lokale og på 1. sal, men i værkstedet sidder der ved vinduet et metalskilt med tallet 139. Det er husnummeret fra hytten på Gl. Kirkevej.

Selve skiltet har ikke den store historie, men det kom med som et minde om den hytte, hvor den største del af Stifindernes arbejde har fundet sted (Stifinderne havde hytte på Gl. Kirkevej 139 fra 1969 til 1996). Skiltet er lavet af en spejderfar, som havde hørt, at vi ønskede os et husnummer. Måske havde vi tænkt på noget mere spejderagtigt, men når nu nogen havde lavet et nummer til os, så blev det sat op, og med tiden blev det en naturlig del af hytten.

I det store lokale har vi tre slags bænke. De nyeste er de kraftige “hvide”. Dem har Støtteforeningen fået lavet hos en pensionist, som bor i nabolaget, og som om vinteren går i sin kælder og laver forskellige ting af træ, men mest borde og bænke. De grønne bænke overtog vi sammen med hytten på Gl. Kirkevej. De hører oprindelig sammen med de høje borde og blev i starten brugt af Richard Løvehjerte i hytten på Gl. Kirkevej, så de er fra omkring 1960, - måske ældre. De lakerede bænke har fulgt Stifinderne gennem alle årene, så har de mennesker, der har været medlemmer i Stifinderne, ikke andet til fælles, så har de i det mindste siddet på de samme bænke og ved de samme borde.

Standerne, der står i hjørnerne, er en historie for sig, - den vender vi tilbage til.

I hjørnet ved brændeovnen hænger en stor økse på en træplade omgivet af en masse billeder. Som det fremgår af billederne, så viser de vinderne af forældreturen de forskellige år. Traditionen med forældreture går længere tilbage, end der er billeder. Jeg ved ikke præcis hvornår den første forældretur fandt sted, men jeg vil tro, at det var i starten af 1960’erne. I starten var det kun fædrene, der tog af sted sammen med troppen lørdag, når man fik fri fra skole og arbejde. Formen og indholdet i turene har skiftet gennem årene, men formålet har hele tiden været, at spejdere og forældre skulle have nogle gode og sjove oplevelser sammen.

I 1983 var der ingen forældretur, da gruppen fejrede 30 års jubilæum, så da vi skulle planlægge forældreturen i 1984, syntes vi, at der var behov for at starte fra bunden, så hele turen blev planlagt og beskrevet meget detaljeret. Det betød, at denne forældretur på mange måder kom til at sætte standarden for forældreture de næste mange år. En af de ting, turen startede med, var traditionen med at tage et billede af den vindende patrulje og hænge det op i hytten. Vandrepræmien består af to dele, dels træpladen, som er et stykke af den planke, der skulle have været brugt til et navneskilt til hytten (omtalt i februar bladet), dels af en økse. I forbindelse med oprydning på et civilt beredskabslager en gang sidst i tresserne, var der blevet nogle økser i overskud, dem havde Stifinderne fået. Problemet med økserne var, at de var af dårlig kvalitet og derfor let gik i stykker. Da de samtidig var store og tunge, gik der ikke ret lang tid, før vi kun havde én tilbage. I forbindelse med forældreturen i 1984 blev den fundet frem, pudset op og brugt som præmie. Den røde snor er en Riddersnor, en slags super duelighedstegn for spejdere.

Når man nu sidder og skriver historien synes jeg, at det er lidt ærgeligt, at vi ikke har et billede af alle deltagere fra hvert år, for på en måde er alle deltagere jo vindere, set i forhold til dem, der ikke deltog.

Vores standere

Serien om Stifinderne i de sidste 50 år fortsætter her med at fortælle om nogle af de mange standere, der står i hjørnerne af den store stue.

Selvom en stander egentlig kun er en pind med et stykke læder eller stof på, så fortæller standerne hver deres egen lille del af Stifindernes historie, så vi lader standerne hjælpe os med at fortælle om Stifindernes bander og patruljer.

Flokken bestod af drenge mellem 8 og 12 år. Flokstanderen havde oprindelig en ulv i toppen, men den er gået tabt.

Ulveflokken var delt op i bander, og standerne fortæller om grøn-, gul-, blå-, rød-, hvid- og grå bande. I starten var det grå, gul, blå og hvid bande, der udgjorde flokken. Senere kom blå bande til. Op gennem tresserne bestod flokken af gul, blå, rød og grøn bande. De første mange år efter sammenlægningen med pigerne hed drengene stadig ulve og pigerne mejser, det var faktisk først i 1995, at Stifinderne begyndte at kalde de 8 til 10-årige for minier.

Troppen har gennem alle årene haft drenge fra 12 år til ca. 16 år. Senere er der så også kommet piger i troppen, men aldersgrænserne er stadig de samme. Tropsstanderen kan meget praktisk deles i to dele, så den er nemmere at have med. Troppen har gennem alle årene været delt i patruljer. De første patruljer hed Ravne og Musvåger. I 1955 kom Struntjægerne til. Senere forsvandt Ravne og blev erstattet af Falke. Fra omkring 1960 og frem til sammenlægningen med pigerne i 1972, hed patruljerne Falke, Struntjægere og Hejrer. Patruljenavnene Struntjægere, Hejrer, Falke, Musvåger og Ravne bliver stadig brugt i troppen. Standernes alder er meget forskellige. Nogle er de oprindelige standere, som er tæt på 50 år gamle, mens andre standere er nyere, ofte lavet som erstatning for ældre standere, som er gået i stykker. De oprindelige drengepatruljestandere var korte, så de var nemme at have med sig. På mange af standerne sidder der “sølvplader”, som fortæller om resultater på turneringer og i konkurrencer, og det samme gør “vildsvinetænderne” og de små læderlapper. Desværre er mange af pladerne gået tabt gennem årene, ligesom de tilbageværende små læderstykker, “vildsvinetænder” og rævehaler er præget af tidens tand.

I standerhjørnet finder man også standere fra Richard Løvehjerte og Tårnby Trop, - standere, der fortæller om de grupper, Stifinderne gennem årene har overtaget eller er slået sammen med. Richard Løvehjerte blev overtaget af Stifinderne i 1969. Richard Løvehjertes patruljenavne og -standere har aldrig været brugt i Stifinderne, men enkelte af standerne findes stadig. Tårnby Trop og Stifinderne blev sammenlagt i 1972. Indtil da havde Stifinderne været en ren drengegruppe, ligesom Tårnby Trop havde været en ren pigegruppe. I de første år efter sammenlægningen var patruljerne stadig delt i drenge- og pigepatruljer og pigepatruljerne beholdt de oprindelige navne fra Tårnby Trop. Patruljerne Ræve, Kænguruer, Pantere og Leoparder kommer således fra Tårnby Trop. I standerhjørnet er der også standere fra Kastrup-Tårnby gruppen, den gruppe som Stifinderne oprindelig er opstået fra. Kastrup-Tårnby gruppe blev endelig nedlagt i 1996. En del af medlemmer gik til Kastrup Sø, mens nogle få kom til Stifinderne sammen med lidt udstyr, blandt andet nogle standere.

Et særligt kapitel er de specielle forældrepatrulje-standere. Både i udformning og præmierigdom adskiller de sig fra de normale patrulje- og bande standere. Her finder vi de gamle forældrepatruljer Genier, Philosoffer og Molboer samt de nyere Gøglere og Navere. Der findes også nogle forældrebande-standere. Her er navnene Olsenbanden, Støvsugerbanden og Bjørnebanden. Det sidste er et navn, som Stifindernes juniorer også har brugt i en periode.

Det er langt fra alle standerne jeg har fået med i dette indlæg og måske ikke en gang de vigtigste, for den vigtigste stander er den, der får DIG til at tænke på lige den spejderoplevelse, der er din bedste. Derfor gemmer vi alle de gamle standere fordi de hver især rummer minder for dig eller en anden nuværende eller tidligere spejder.

Vores traditioner

Historien om Stifinderne i de sidste 50 år fortsætter her med at fortælle om nogle af de traditioner, vi har og har haft gennem årene.

Oprykning er som sådan ikke en tradition, det er en del af spejderlivet, men måden, hvorpå vi holder oprykning, er del af gruppens traditioner. Den tradition, vi har i dag med kredsene, der åbner og lukker sig, er indført i starten af 1980’erne. Før den tid sprang man fra den ene afdeling til den næste. Dette med at springe var en tradition, Stifinderne havde med sig fra tiden i Kastrup anlæg. Lige udenfor vores hytte løb der en grøft. Når der skulle være oprykning, stillede troppen op på den ene side af grøften, og flokken på den anden. De ulve, der skulle rykke op, sagde farvel til flokken og stillede sig ved kanten af grøften. Her trak de ulveuniformen af. Indenunder havde de så deres spejderuniform. Når ulvene nu lignede tropsspejdere, kunne de tage springet over til troppen på den anden side af grøften, hvor tropsledelsen tog imod dem. Denne tradition blev forsøgt videreført de første år efter, at vi var flyttet til Gl. Kirkevej, men da der ikke var nogen grøft eller andet man naturligt kunne springe over, forsvandt denne tradition og blev så nogle år senere afløst af den oprykningsceremoni, vi kender i dag.

Fastelavn i Stifinderne har været afholdt i flere former. Troppen havde i de første år en tradition med, at patruljerne klædte sig ud over et tema. Det kunne for eksempel være et land eller en historie. Denne tradition ophørte omkring 1970. I slutningen af 1970’erne holdt vi i en periode helt op med holde fastelavn i gruppen, da vi ikke kunne konkurrere med supermarkeder, boligforeninger og andre, der afholdt gratis tøndeslagning. I dag holder vi vores fastelavn samtidig med grupperådsmødet - en uge før eller efter den officielle fastelavn. En tradition vi har “lånt” fra Mikkel Skov gruppe.

Sct. Georgsparade var en af spejderenes faste mærkedage. Hvert år blev der fra korpset udsendt et Sct. Georgsbudskab til grupperne, og dette budskab blev læst op ved Sct. Georgsparaden. Samtidig fornyede man sit spejderløfte. Traditionen med Sct. Georgsparade forsvandt i Stifinderne i slutningen af 1960’erne, nogenlunde samtidig med Nytårsparaderne.

I årene fra starten af 1980’erne havde vi en tradition med at holde fælles sommerafslutning. Sommerafslutningen blev brugt til at give de sidste informationer vedrørende sommerlejrene og som en hyggelig afslutning på forårssæsonen.

I de seneste år har det været en tradition, at det første møde efter sommerferien er gået med at rydde op på Ullerup. Det er måske ikke, hvad man normalt forstår ved en spejdertradition, men når man har gjort noget mere end tre gange, så det vel en slags tradition.

Sommerlejrmindemøder har eksisteret i mange forskellige former i alle de år, Stifinderne har eksisteret. I mange år har vi holdt oprykning samtidig med sommerlejrmindemødet. Fra 1984 og de efterfølgende år fungerede sommerlejrmindemødet tillige som formøde til forældreturen. Her blev forældrepatruljerne sammensat og foropgaverne delt ud.

Forældretur har i forskellige former eksisteret i det meste af gruppens levetid. Som det har været beskrevet i nogle af de tidligere historier, så er der en del traditioner omkring patruljenavne, standere og patruljesærpræg på disse ture. Forældreture har været afholdt som både 1, 2 og 3 dags ture. Den gennemgående idé med forældreturene har dog alle årene været at give forældrene mulighed for selv at opleve spejderlivet, - en ide forældrene har taget til sig i større eller mindre grad.

I mange år havde Stifinderne tradition for at holde en gruppefest hvert efterår. Det ene år som bankospil og det efterfølgende som en traditionel spejderfest eller tropsfest. Sidste gang vi havde en stor spejderfest var i 1993 ved gruppens 40 års jubilæum.

Et fast indslag ved de sidste mange spejderfester har været Astrups turneteater. Det startede vel egentlig som de store spejdere og seniorernes bidrag til underholdningen ved en tropsfest en gang sidst i tresserne og har så levet videre i næsten uændret form frem til 1993. Det skal blive spændende at se, om disse efterhånden ældre aktører også finder vej til Stifindernes 50 års jubilæum.

Støtteforeningens nytårskur er en af de nyere traditioner. Det startede med, at Støtteforeningens bestyrelse holdt en lille julefrokost for sig selv. Ligeledes havde torsdagsklubben deres juleafslutning. På et tidspunkt fandt man ud af at slå disse to arrangementer sammen, og så var springet ikke ret langt til det arrangement, vi kender i dag.

De her omtalte traditioner og arrangementer er naturligvis kun et udpluk af alle de traditioner og arrangementer, Stifinderne har og har haft gennem årene. Der vil sikkert dukke flere frem i forbindelse med arbejdet med jubilæet.

Med spejderhilsen

P

Sommerlejre

Sommeren er over os, og sommerferien og sommerlejren venter lige om hjørnet. Sommerlejren er og har altid været højdepunktet på spejderåret, så derfor er det oplagt på denne tid at fortælle lidt om de ture og lejre, Stifinderne har været på gennem årene.

Troppens første sommerlejr i 1954 til Tømmerby ved Himmelbjerget varede 10 dage og kostede 50,- kr. ... og det var mange penge dengang. Prisen har unægtelig ændret sig noget siden. Året efter var troppen på Bornholm, og denne tur kunne søreme gøres for 45,- kr.

I 1959 var der Korpslejr. Det var første gang, Stifinderne var på Korpslejr. Lejren fandt sted ved Ebeltoft, og som ganske naturligt gik troppen fra Århus til Ebeltoft selvfølgelig med kærre.

Problemet med spejdere, der mener, at de ikke er til udendørs brug, er langt fra nyt, - se blot her, hvad “Den gamle Stifinder” skrev i maj 1960:

Er du et friluftsmenneske ?

Eller hører du til dem, der tilbringer så megen tid som muligt inden døre? Hvor var du f.eks. i Påskeferien? Krøb du sammen hjemme i lænestolen som en gigtsvag rystende morlille, der græmmes over livets ubarmhjertighed, hver gang hun hører vejrudsigten? Hører du til blandt dem, som mener, at det er uforsvarligt og usundt at tage på spejdertur, så længe temperaturen er under 20 grader celsius? I så fald hører du ikke hjemme i en spejdertrop, men snarere i en syklub, thi du må jo ligefrem have staklet dine patruljekammerater, som i påskelejren har overvundet vejrligets luner.

Men vid du lænestolsspejder, der frygter livet i det fri, at dine patruljekammerater ikke har brug for din medynk, thi for dem er der nemlig ingen fornøjelse, som kan sammenlignes med den lugt, som kommer fra nytændt brænde”.

I 1969 var der Korpslejr. Lejren hed Ny Hedeby og fandt sted på Stevninghus. Et sted, der siden har dannet rammen om Korpslejre i 1980, 1989, 1994 og 1999. De af jer, der har været på Stevninghus, har måske set de af husene fra Ny Hedeby, der endnu står tilbage. Ligesom i 1959 var kærren også med i 1969, så vandrelejren næsten stjal opmærksomheden fra selve lejren. Læs blot her:

“Det skønne vejr var en af årsagerne til Ny Hedeby lejrens succes. Ligesom det var med til at skabe de mange fine timer på vandrelejren. Husker I den stille aften under de høje bøge ved stranden syd for Fynshav, den bagende sol i “De sydfynske Alper”, de gyldne solbeskinnede kornmarker på Midtfyn eller de glitrende bølger ved Nyborg Strand. Husker I den kraftige byge eller de sidste strenge timer på vandring til Høruphav - nej vel. Allerede nu står sommerlejren 1969 som en sværm af gode minder."

Den første sommerlejr efter sammenlægningen med pigerne var i sommeren 1973. Ganske vist havde Stifinderne været på sommerlejr sammen med Tårnby Trop i 1972, men da var vi to troppe. I 1973 gik turen til Bornholm og lejren bød på både storpioner, badning og heik, men for mange var det nok hjemturen, der huskes. Dagen før vi skulle hjem, udbrød der strejke hos 66-bådene, som sejlede færgerne til og fra Bornholm, Det betød, at man hverken kunne komme frem eller tilbage. I Rønne havde der samlet sig en del spejdere og andre mennesker, der ikke kunne komme videre. Sidst på eftermiddagen blev vi kørt ud til Almegårds kasserne, hvor vi fik aftensmad. Derefter blev vi indlogeret i gymnastiksalen sammen med andre spejdere, familier og andre, der ligesom vi var strandet på Bornholm. Om aftenen spillede vi fodbold mod andre spejdere, soldater og hvem, der ellers havde lyst. Ved 22-tiden begyndte vi at finde gymnastiksalen, men ingen kunne rigtigt finde til ro. Der var begyndt at gå rygter om, at færgerne ville begynde at sejle igen, men på den anden side stod vi først i køen, da mange havde ventet fra dagen før. Lidt før klokken 23 fik vi at vide, at færgen sejlede, men at vi ikke skulle regne med at komme med, så vi lagde an til at gå til ro. Bedst som vi var ved at rulle soveposerne ud, kom en af de soldater, vi havde spillet fodbold mod tidligere, og sagde, at vi skulle se at få pakket i en fart, for der var enkelte ledige pladser på færgen. Så fik vi lejlighed til at vise, at spejdere kan bryde lejr på nul tid. På fem minutter havde vi pakket og så op bag i en militær lastvogn, der med fuld fart kørte os ned til færgen. Resten af turen gik som oprindeligt planlagt, men vi fik en oplevelse med på vejen.

Korpslejren i 1980 var delt på fem lejrpladser. Stifinderne var på Stevninghus. Vi havde fået, hvad vi syntes var en rigtig dårlig lejrplads på en vindblæst knold, men den skulle vise sig at være god nok, for det regnede hver dag, så alle aktiviteter blev til vandaktiviteter. To dage før vi skulle hjem, satte det ind med et kæmpe regnvejr, og da det hele var godt mudret og vådt i forvejen, gik der ikke ret lang tid, før de laveste lejrpladser stod under vand. Da regnen holdt op kunne man tage scenen i øjesyn. Hele lejren nedenfor vejen stod under vand. Her kunne man se spejdere sejle rundt mellem teltene i kano. Andre steder var der på lejrpladserne sat skilte op med “Badning og fiskeri forbudt” og på lejrgaden, som mere lignede en kanal, stod der “Færgefarten indstillet på grund af lavvande”. Hen på eftermiddagen begyndte man rundt omkring at finde gasapparater frem for at lave mad, men det gik alligevel Stifindernes spejderære for nær. Vores bålsted var, på grund af vinden og den høje beliggenhed, blevet rimeligt tørt, så sammen med nogle gæve spejdere fra Odense begyndte vi at lave bål. Det lykkedes, og så blev der lagt brænde til tørre. Desværre gik der ild i det, når det tørrede, så vi fik lavet et meget stort bål, men ingen kom til skade og mange spejdere fik både varm mad og varme, så fordi det hele er vådt, behøver man ikke give op. Det med at blive våd minder mig om en Påsketur for PL-A’er, men den historie får I en anden gang.

Sommerlejren i 1984 stod i orienteringsløbets tegn og Hytten ved Skoven dannede rammen. Hytten ved Skoven er vist kendt af de fleste minier, og også dengang var det et rigtigt dejligt sted. Hver formiddag efter morgenmaden løb spejderne orienteringsløb i skoven. I starten to og to, men efter et par dage var de fleste så gode, at de gerne ville prøve at løbe alene, og da lejren var forbi, kunne to bedste af spejderne næsten løbe op med tropsledelsen.

Et af de største sommerlejrprojekter, vi har kastet os ud i, var i 1988. Troppen og det meste af klanen var på en uges kanosommerlejr i Sverige. Selve kanoturen var egentlig ganske simpel: padle, slå lejr, spise og sove, men forberedelserne var store. For at få økonomien til at hænge sammen, havde vi lavet blandt andet loppemarked. En aktivitet, der stadig kører i Støtteforeningen. Inden turen havde alle deltagere været i svømmehallen og øvet i at svømme med tøj på, bjærge og dykke. Endelig havde alle været på en prøvetur på Mølleåen. Her gjorde et af holdene en vigtig opdagelse - en kano er meget ustabil, når den ene ende er i vandet og den anden er på vej op af rampen. For ikke at få våde fødder, ville de sejle op på rampen for at kunne gå tørskoede i land, men da stævnen var på rampen og enden i vandet, mistede både kano og besætning balancen, så i stedet for våde fødder, blev de nu våde over det hele. På hele sommerlejren lagde alle pænt til med siden til, hvilket også blev bemærket af kanoudlejeren, der syntes, at det var nogle dygtige spejdere vi havde. Udover træningen var der en masse arbejde med at skaffe grej og mad. Ude i den svenske ødemark er der ikke mange butikker, og hvis man endelig møder en, så er priserne tårnhøje, så alt skulle med hjemmefra. Selve turen var alletiders, og mange af spejderne overvandt sig selv, både hvad angik mad og troen på sig selv. Det eneste uheld havde vi næstsidste dag, da en spejder gled på en sten og rev en flænge i sit ben. Heldigvis var vi ude på en af de større søer, så der kom en familie i en motorbåd, som tog spejderen og en af lederne med til nærmeste by, hvor der var et hospital, så om aftenen var hele holdet igen samlet på kanocentret.

Både i 1989, 1994 og 1999 var der Korpslejr på Stevninghus. I 1994 havde vi fundet på, at vi ville gøre noget for at gøre vores lejrplads bemærket og nemmere at finde, når man var ude i lejren. Derfor havde vi fået fat nogle meget store balloner. De var ca. 1 meter i diameter. Sådan en satte vi i en lang snor i toppen af vores flagstang, så den kunne ses over det meste af lejren. Når man så var på tur rundt i lejren og andre spejdere spurgte, hvor man lå, eller man ikke kunne finde hjem, så kunne man bare kigge efter ballonen, som hængte ca. 40 meter over vores lejrplads. Da juniorerne var på heik, sad de om aftenen og kiggede ud over landskabet, og pludselig sagde en af juniorerne: “Se, der er vores ballon”, og ganske rigtigt oppe over træerne mere end 5 km. borte hang en stor rød ballon. På resten af heiken gik vi og kiggede efter vores ballon, og det meste af vejen kunne vi faktisk se den. Den dag, vi skulle hjem, skrev alle spejderne deres navne på ballonen, og så blev den sluppet løs.

Med spejderhilsen

P

Patruljekassen

Før sommerferien handlede jubilæumshistorien om nogle af de sommerlejre, vi har haft gennem de 50 år. Nu har du måske selv været på sommerlejr og oplevet nogle af de ting, som mange Stifindere før dig har prøvet og oplevet, og I har helt sikkert også prøvet nogle nye ting. På den måde er spejderlivet hele tiden en blanding af nye og gamle ting.

Det med at lave bål og sove i telt er nogle af de ældste lejrfærdigheder, som har været dyrket, siden spejderbevægelsen blev startet, men det udstyr, man har at gøre godt med, har ændret sig. Et kig ned i materialekassen fortæller sin helt egen historie om spejdere og spejderliv.

Den model gule patruljetelte, vi bruger, har været brugt alt den tid, Stifinderne har eksisteret. De første modeller var lavere og kortere, og oversejl var kun noget pigespejderne brugte. (Som du måske husker, så var der kun drenge i Stifinderne indtil 1972). Selvom det er mange år siden, de sidste af de gamle patruljetelte blev pensioneret, så er det stadig undskyldningen, når man ikke kan få tingene til at passe sammen, at det er fordi, der er blevet blandet nyt og gammelt sammen. De ældste af de “nye” patruljetelte er nu ikke så nye mere. De ældste er over 30 år gamle, men med lidt syning hist og her, så holder de endnu, - er det mon fordi, de ikke bliver brugt så meget mere ?

Det med oversejlene var som nævnt noget, der kom ind i forbindelse med sammenlægningen med pigerne. I starten afviste drengene at bruge oversejl, -”rigtige spejdere bruger ikke oversejl”, men efterhånden kom både oversejl og overliggere med også i drengenes patruljeudrustning - det var jo meget rart, når det ikke regnede ind.

Vi har gennem årene haft mange andre mere eller mindre mærkelige telte. Indtil sammenlægningen med pigerne havde Stifinderne kun haft de almindelige patruljetelte, men med pigerne kom “køkkentelte” og materialetelte, som gik under øgenavnet “hundehuse”. Køkkenteltene var nogle høje, hvide, firkantede telte, som hurtigt forsvandt. Materialeteltene var små hvide telte i forskellige modeller. Et af dem var et meget specielt halvrundt telt med kun en indgang. Det blev med stor fornøjelse fundet frem, når spejderne på et natløb skulle slå et telt op i mørke. Det har givet anledning til en sund latter at se spejderne stå og fumle efter den anden indgang, og når de ikke har kunnet finde den, har de troet, at teltet var ligesom et cirkustelt, hvilket bestemt ikke gjorde løsningen af opgaven nemmere eller mindre underholdende.

Stifinderne har også gennem de senere år forsøgt sig med forskellige former for fjeld- og letvægtstelte, for helt ærligt, så vejer sådan et patruljetelt temmelig meget - ikke mindst, når det er vådt. Indtil nu har erfaringen med de afprøvede modeller været, at de ikke kan holde. Typisk holder de 2-3 år, og det gælder både for de dyre og de billige, så derfor slæber vi stadig rundt på de gode gamle gule patruljetelte. Undtagelsen er måske de runde hvide “cirkustelte”, som vi indførte i 1985. De har været gemt væk og fundet frem flere gange, men der er en del ting, de er gode til, så måske er de kommet for at blive.

Hvad kan materiale- eller patruljekasserne, som de kaldes til daglig - ellers fortælle om spejderlivet.

Kasserne i sig selv er også noget, pigerne tog med ind i Stifinderne. Drengene havde et patruljeskrin, og så slagbænke til at opbevare udstyret i nede i hytten. Når man var på tur, så havde man grejet i eller udenpå rygsækken. Grunden til, at meget af grejet hang udenpå rygsækken var, at rygsækkene for det meste var nogle underlige små pæreformede grå lærredssække med et trekantet stålstativ. Netop på rygsæksområdet er der heldigvis sket meget de sidste 50 år. Ikke bare er sækkene og bæresystemerne blevet meget bedre. Rygsækkene er også blevet relativt billigere og udvalget mange gange større.

De patruljekasser, pigerne havde, var nogle gode solide kasser lavet af brædder. De kunne holde til turen, men to minier kunne knap løfte kassen, når den var tom, så til korpslejren i 1985 besluttede vi, at vi ville have nye kasser. Det blev dem, vi har i dag. Der er lavet to serier. De første blev lavet af nogle energiske ledere en steghed sommerdag under ølstrejken i 1985. Den anden serie er lavet af en lidt mere fingernem forældre i løbet af den efterfølgende vinter. - Der er i alt 12 kasser, som både er stærke og til at bære.

Økserne ser ud, som de altid har gjort. Her er et værktøj, som ikke har udviklet sig meget siden jernalderen, så det må siges at være et design med en vis succes. Save var ikke noget, drengene gjorde sig så meget i. Ofte havde man ingen, og hvis man endelig havde, var den tit ikke med, for man skulle som nævnt selv slæbe det hele. Hvis man endelig havde en sav, så var det en foldesav, - et ca. 30 cm. langt træskaft, hvor klingen kunne foldes ned i. De var ikke særlig gode, og har da også været forsvundet i mange år, men de er underligt nok begyndt at dukke op i butikkerne igen. Bøjlesave var også noget, pigerne indførte.

I det hele taget var pigerne langt bedre stillet på udstyrssiden, end drengene. Drengene havde en ting, som pigerne ikke havde, og det var pionergrej: tovværk, lejer og taljer. Svævebaner og karruseller er der bygget mange af gennem årene. Bygning af karruseller har gennem mange år været noget, Stifinderne var rigtigt gode til, for selv om en karrusel kun består af en pind i jorden og et stort kryds, der skal dreje rundt, så er der mange små tricks, man skal lære at kende for at bygge en god karrusel.

Svævebaner er der også bygget mange af gennem årene, men lad os være ærlige: Stifinderne har aldrig været så gode til svævebaner, som til karruseller. I en del år var Stifinderne på juletur til Gillastig i Sverige, hvor en af aktiviteterne var at bygge svævebane. At lave bane er ikke så svært. Man finder en passende skrænt og et passende stort træ for oven og for neden, og så spænder man sit køretov op derimellem. - Det er enkelt nok. Problemet kommer, når man kommer ned for enden af banen, - hvordan bremser man? I Sverige brugte vi et bremsetov. Det er en snor bundet fast til stolen. Man skal blot huske nogle ting - blandt andet, at bremsetovet ikke bør være længere end køretovet, og at man skal beregne en vis bremselængde. Overholder man disse regler og et par stykker til, så er det faktisk rigtigt sjovt. Vi har faktisk bygget nogle rigtigt gode svævebaner både på Bornholm i 1973 og i Idum 1986.

Akeela har skrevet et indlæg om hvad det vil sige at være spejder

”Går du til spejder?”

Dette spørgsmål møder jeg tit rundt omkring, når jeg fortæller om mine interesser.

”Nej, jeg ER spejder”, har jeg ofte svaret, men samtidig lagt mærke til, at børn kigger lidt undrende på mig. – Tænker deres små hjerner mon: ”Hmm, jeg går til fodbold – gør det mig automatisk til fodboldspiller?” - Nej, ikke med stjernestatus og en masse penge til følge.

Som spejder føles ”stjernestatussen” som et resultat af fællesskab og samarbejde, og er ikke baseret på den enkeltes bedrifter. Derfor har jeg tænkt mig at forsøge at forklare lidt om, hvad vi egentlig går og bruger vores spejdertid på, og da jeg har været spejder forskellige steder i Danmark det meste af mit liv, synes jeg, at jeg er nogenlunde klædt på til det.

Noget af det første, man møder af fordomme er, at spejdere løber rundt og følger gamle damer over vejen. – Og ja, det gør vi, men kun, hvis damen har brug for det.

Spejdere ”leger” med kniv, sav og økse. – Ja, vi lærer at bruge værktøjerne som det, de er. Selvfølgelig er der nogen, der kommer til skade, men så lærer vi samtidig at hjælpe hinanden og evt. yde førstehjælp.

Vi havde engang en forælder som vikar en aften, som var politibetjent i hverdagen. Vi skulle snitte, og da de mindste spejdere ikke havde lært at bruge knive endnu, opbevarede vi knivene i en aflåst kasse. Da vi lukkede kassen op, udbrød hun: ”Nå, det er dér, I har jeres våben” - - - Vi tænker aldrig på kniven som et våben, men det er den jo selvfølgelig også. For os er den det vigtigste redskab, vi har. Vores værktøj er livsnødvendige i lejrlivet – vi bruger det hele på en lejr, for at kunne bygge forskellige konstruktioner og andre nødvendige ting.

Vi lærer at hjælpe hinanden med madlavning – ja, på bål og i det fri, men samtidig lærer spejdere også fra meget tidlig alder, hvor vigtigt det er, at holde en streng hygiejne ved madlavningen. – Det er ikke sjovt at være på en hel lejr med Roskildesyge, bare fordi én ikke vaskede hænder.

Som spejder lærer man at tage ansvar for hinanden og dermed også for samfundet i sin helhed. Man lærer ledelse helt fra lille af via patruljesystemet, hvor det gælder, at børn leder børn – selvfølgelig med voksenhjælp og supervision. Vi arbejder også ud fra konceptet: Learning by doing – og begge dele er et højt prioriteret begreb, som også bruges i institutionsverdenen, og som virker.

Som spejder lærer man samarbejde, at holde hovedet koldt, at der er plads til alle og brug for selv den svageste i patruljen. Man lærer at være selvstændig, tage ansvar, være kreativ – også indenfor løsning af problemer. Man lærer ledelse, sociale kompetencer, får selvindsigt og personlig udvikling. Man giver aldrig – eller sjældent - op, lærer fællesskab og får en masse fælles oplevelser, som ikke kan betales med penge. Man lærer at anskue alle mennesker ens uanset religion, farver og seksuelle overbevisning – som jeg plejer at forklare det: Om de er blå, grønne eller lilla, så er de stadig mennesker.

Selvfølgelig har vi også ry for at opføre os underligt. Vi synger mærkelige fagtesange og laver de underligste lege, men dette lærer os, at kan man opføre sig skørt og tosset sammen, så kan man også have utrolig mange fede oplevelser sammen.

Lige nu (fra d. 11.11.13) er der en utrolig masse spejdere rundt i hele Danmark, som bærer tørklæde altid og alle steder. Vi er i gang med at tage mærket: ”1 år som spejder”. Det officielle tørklæde er sort med broderet 365 på, men alle spejdertørklæder gælder. Alle disse spejdere vil kunne fortælle dig nogle fantastiske historier om deres oplevelser rundt i landet og i udlandet. – Gå hen og spørg dem, og de vil hellere end gerne fortælle.

Til sidst vil jeg tilføje et lille vers, som beskriver spejderlivet på den mest forunderlige måde:

"Hvorfor er du spejder?" Spørger folk mig tit," at du gider tænde bål og blive møgbeskidt!"

Jeg har mærket Danmark under mine tæer, travet mine såler tynde, trodset alt slags vejr.

”Man fryser jo om natten i sår'n en bivuak!” –” Hva' er der ved dét spejder? Det sir' mig ikke et hak.”

Jeg har spejlet spejleæg på store varme sten, skåret mig i fingeren, så jeg fik varigt mén.

-Tænk, at de kan spørge - jeg har jo intet svar. Jeg ved jo kun, at jeg har noget, andre ikke har.

Jeg har mærket venskab i lejrbålets skær, følt mig glad og elsket, og at jeg er meget værd.

Jeg har sovet ude under åben himmel, jeg ku' tælle stjernerne, til jeg blev ganske svimmel.

- Så hvorfor er jeg spejder, for sjov og tidsfordriv. - Ja, svaret må vel være – at Spejder er mit liv !!!

Med kæmpe spejderhilsen

Jette Bjerre - Akeela